Her kan du få et indtryk af den skønne lille ø. Den nuværende historie skrives tilbage til 1479, hvor klosteret omtales som et Benediktinerkloster. Det overgår omkring 1524 til Franciskaner ordenen. Klosteret ødelægges flere gange under krigene med Tyrkerne og genopbygges hver gang. Da lynet slår ned i Kirketårnet 1844 og ødelægger kirke og kloster forlader munkene øen. Øen bliver genopbygget efter 10 år men fortsætter ikke som kloster. Bygningerne forfalder gennem årene og efter afslutningen af 2.verdenskrig i 1945 nationaliseres bygningerne. Røde kors benytter igennem 20 år bygninger som hjem for forældreløse børn. Først i 1967 overdrages ansvaret for klosteret til Jesuitter ordenen, som foretager en meget grundig og bekostelig restaurering af kirke og kloster. Restaureringen afsluttes i 1973. Under borgerkrigen tjener øen som ophold for forskellige flygtninge, især præster. I 2008 får Fader Josip fra Jesuitter ordenen ansvar for at vedligeholde Kirke og Kloster, samt betjene den katolske menighed ved kysten.

Tryk på billedet og du bliver linket til en Youtube video om Maria's Ø

Grunden til at denne uge gjorde så stor forskel for mig, var, at jeg i løbet af ugen for første gang sagde “hej” til den lille dreng, der er inde i mig. Med den lille dreng mener jeg den side af mig selv, som jeg er flov over og skammer mig ved, og som jer derfor ubevidst gemmer væk. Bare det at registrere denne side af mig selv var en vigtig opdagelse. Da jeg begyndte at lære den lille dreng at kende, fandt jeg ud af, at han meget gerne ville inviteres frem og inviteres med. 

I slutningen af april var jeg med på en retræte i otte dage på et nedlagt kloster på en ø i en bugt i Montenegro. Vi var 18 mænd samlet om emnet: "Hvordan leve som en kristen mand?"Vi boede primitivt og lavede selv mad. Hver dag var der tre andagter i klosterets kirke. Desuden daglig undervisning ved frimenighedspræst Ruben Knudsen fra Randers, og samtaler i grupper, både i én stor gruppe, og i tre små grupper med hver sin leder.

Jeg har deltaget på mande retræte på et kloster i Montenegro. Det var nogle storslåede fysiske rammer, men hvad vigtigere var, de sociale og relationelle rammer var sat. Det var ikke en stilleretræte, men vi blev bedt om at møde hinanden som dem vi var, hjerte til hjerte.

Allerede på flyet derned fandt jeg ud af at Gud havde noget for med mig. At kunne samtale om nogle af de dybeste ting i livet, den indre længsel og skammen når man forfejlet forsøger at stille længslen med pornografisk materiale eller andet, det var befriende i en grad jeg ikke kendt til.